Nikolai F.S. Grundtvig

1783-1872

Dansk præst, sang- og salmedigter, kaldes "folkehøjskolens fader".

Som 21årig blev han, gennem ulykkelig forelskelse i en overklassefrue og læsning af romantisk litteratur, ramt af det modernes revolutionære livsfølelse og fik dermed samstemthed med dens folkebevægelser, de herrnhutisk-pietistiske frikirkebevægelser og deres modstand mod statskirkeligheden. Som præsteøn frygtede han imidlertid, at vækkelserne var for sværmeriske og uansvarlige. Et maniodepressivt anlæg hos ham betød, at han gennemspillede denne samfundsmæssige modsætning med sin person som "instrument".

I det ydre levede han som bogorm og skribent i København - bortset fra et par studierejser til England for at studere norrøn mytologi og en "hyldningrejse" til Norge som 67årig. I det indre foretog han en dramatisk erkendelsesbevægelse, der overskred det moderne. Det afspejledes i hans uoverskuelige forfatterskab af salmer, sange, historiske værker, prædikener, lejlighedsskrifter og to tidssskrifter, som han selv udgav og var næsten eneleverandør til.

Grundtvigs nøglebegreb er "det levende ord" eller "min mageløse opdagelse", som han selv sagde. Det er en udbredt misforståelse (også blandt grundtvigianere), at det er mere "levende" at tale uden manuskript til en fascineret forsamling end at læse en tekst og diskutere den i en studiekreds. Men "det levende ord" er ikke en metode, men den erkendelse, at mundtlighed har ontologisk forrang fremfor skriftlighed. En folkebevægelse er ikke er primitivere, men tværtimod mangfoldigere, mere komplex og autentisk end partiets analyse og kunstens fortolkning af den &endash; med eller uden manuskript. Med andre ord: Virkeligheden er akustisk.

I vor tid er K.E. Løgstrup (1905-81) bl.a. i bogen "Den etiske fordring" og analysen af "de suveræne livsytringer", på sporet af det samme.

Som 41årig rettede Grundtvig i kampskriftet "Kirkens Genmæle" sin "mageløse opdagelse" mod en professor, der havde hævdet, at teologi og teologer var nødvendige, for at almindelige men-nesker kunne orientere sig i livet. Skytset havde han fundet hos kirkefaderen Irenæus fra Lyon (130-200), som forsvarede almindelig erfaring mod kirkens intellektuelt-gnostiske elite. Undervisningen på universitetet stoppede, da bogen udkom. De teologiske studenter forstod umid-delbart, at dette truede deres fremtid som overklasse i landets sogne og ville kaste sten gennem Grundtvigs vinduer. Grundtvig fik ikke den dialog, han naivt havde håbet på, men mødte magtens nøgne ansigt. Han blev dømt for injurier og sat under censur, hvorefter han tog sin afsked og som freelancer, støttet af dronningen &endash; og af de frikirkelige vækkelseskredse, som nu for alvor opdagede ham.

Han turde dog først vedkende sig de gudelige vækkelser helt, da han 26 år senere giftede sig med en kvinde derfra. Men så støttede han også praktikeren og pietisten Christen Kold (1816-70) og hans bondehøjskoler. Hvis Grundtvig var folkehøjskolens far, var Kold dens mor. Det irriterede hans akademiske venner &endash; dengang og nu.

Kultureliten fra Søren Kierkegaard til H. C. Andersen latterliggjorde ham, og myndighederne frygtede de folkebevægelser, der i stigende grad samledes bag ham. Myndighederne "parkerede" ham derfor som honorær biskop med ret til at holde gudstjenester - ikke i domkirken, men i et alderdomshjem for gamle tjeneste-piger. Det sidste (Vartov) blev kendt som mødested for bevægelsernes intellektuelle, der siden blev højskole-forstandere og valgmenigheds-præster, og berygtet for sin dårlige smag i melodivalg til salmesangen ("Kællinge-sangen i Vartov").

Efter enevældens afskaffelse 1849 sad Grundtvig to perioder i rigsdagen. Han arbejdede flittigt, men var ikke partitaktiker og fik kun gennemført reglen om mundtlighed i retsplejen.

Grundtvigs vigtigste bidrag til folkehøjskolerne er ikke så meget de pædagogiske teorier, folke-højskolefolk gerne hæfter hans navn på. Det er i øvrigt mest liberalpædagogik, man kan finde andre steder også, hvis man ser efter. Langt vigtigere er hans historiske og bibelhistoriske sange og folkevisebearbejdelser, som folkehøjskoleeleverne brugte, som kineserne Maos lille røde 100 år efter.

Gennem kildestudier fandt han fortællinger og myter, som var glemt eller overtaget/ forvansket af overklassen, og ved at bruge sin barnepige Malenes sprog, førte han dem ind i bevægelsernes sangbøger, så "folkesang" kunne blive mere poetisk-politisk end folkloristisk. I sangene indskrev han folkebevægel-serne i et på én gang utopisk og historisk (med hans ord: mosaisk-kristelig) helhedssyn. Folkehøjskole-eleven fik selvbevidsthed som del af et kulturbærende folk i universelt perspektiv.

Den danske folkehøjskole åbnede sig imidlertid især for storbønderne, der red med på tidens nationalliberale bølge og havde flere interesser fælles med borgerskabet end med de fattige og jordløse. Folkehøjskolerne fik derfor ikke noget effektivt værn imod efterhånden at blive overtaget af sine egne funktionærer og intellek-tuelle - og Grundtvigs navn kom til at sløre modsæt-ningen mellem de nationalliberale medborgerskoler og de gudelige vækkelsers bondehøjskoler. Folkehøjskolen kom således til at rumme både reform fra oven (med korporative træk) og reform fra neden (med modkulturelle og aktivistiske træk). Uklarheden betyder, at et EU-voksenuddannelses-program helt uden ironi kan kaldes "Grundtvig".

For den, der som Grundtvig er vokset op på de privillegeredes side af fronten, fortæller hans historie imidlertid, at det trods alt kan lade sig gøre at skifte side &endash; og den viser, hvor meget (og hvor lidt) en intellektuel kan bidrage til en folkebevægelses kamp.

Per Warming