Gbg-aktionen 2001-1b

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21

Gbg-aktionen 2001-1b
Printed: tisdag 23 juli 2002 17.13.01

Page 13 of 21 Printed For: Louise

Det høres ofte i pressen, at forhandlingerne ved regeringskonferencen om
en ny EU-traktat handler om østudvidelsen, og at den handler om flere
flertalsafgørelser. Kun sjældent sættes de to spørgsmål i sammenhæng. Men faktisk er de dokumenter, der ligger på forhandlingsbordet en
undtagelse. Her lægges der ikke skjul på, at med flere nye medlemmer af
EU må der strammes op for at sikre et "effektivt" EU. Handlingslammelse
er skrækscenariet for Kommission og regeringscheferne. Hvad
opstramningen på WTO-området angår, så har ministerrådets jurist udtrykt
det bramfrit: "EU vil sandsynligvis blive totalt lammet, når der kommer
nye medlemsstater til, hvis interesser adskiller sig endnu mere i
forhold til de nuværende medlemsstaters. Det er derfor nødvendigt at
fastsætte nogle retsregler for fremtiden, der er klare, enkle,
gennemsigtige og effektive" (SN 2705/00). Det er da klar tale.
Divergerende interesser må løses med mindre demokrati.

Skal man tro dokumenter fra Kommission og ministerråd, så har de sidste
mange år været en nervepirrende affære, hvor kravet om enstemmighed på
en række områder har voldt store kvaler. Helt sådan ser det bestemt ikke
ud udefra. EU har siden færdiggørelsen af Uruguayrunden, der førte til oprettelsen af WTO, været en drivende kraft i vedtagelsen af flere
regler med henblik på at fremme nyliberal globalisering på de
transnationale selskabers betingelser. Og forslaget om en ny omfattende
forhandlingsrunde -Tusindårsrunden- har fra første færd været et
EU-projekt. Der er derfor ingen grund til at tro på, at EU ville blive
"lammet" med de eksisterende regler, "hæmmet" ville være et bedre ord.
Og det er i indeværende fase ikke så dårligt.

For der har da været nervepirrende stunder for Kommissionen, der har
givet anledning til at skubbe kravet om at afgøre spørgsmålet om
kompetence med =E9t slag. Først og fremmest led MAI-aftalen nederlag fordi blot en enkelt regering sagde klart fra -den franske. Den slags hæmning
af Kommissionens ambitioner må vi byde velkommen. Slaget om MAI er til
gengæld uden tvivl den centrale erfaring, der nu får Kommissionen og
mange andre til at kræve orden i sagerne.

Lidt historie Kommissionen og EU's kompetence over udenrigshandel er
først og fremmest nedskrevet i traktatens artikel 133. Denne artikel
undergik ingen forandringer i perioden fra Romtraktaten til
Amsterdamtraktaten. I årtier forhandlede Kommissionen i GATT og andre
steder om toldsatser på baggrund af mandater, der blev vedtaget via
flertalsafgørelser. En proces, der foregik uden stor opmærksomhed og
konflikter i årtier. Alle forhandlingsrunder i GATT frem til 1986
handlede om toldsatser og lå derfor soleklart inden for Kommissionens og
EU's kompetenceområde. Først med Uruguayrunden kom der nye emner på
bordet i GATT-forhandlingerne. Med TRIPS-aftalen om intellektuel
ejendomsret, med GATS-aftalen om tjenesteydelser og med TRIMS-aftalen om
investeringer, havde forhandlingerne i GATT bredt sig ud over områder,
der nok var "handelsrelaterede", men som ikke var rene spørgsmål om
udveksling af varer.

Alligevel var det ikke disse nye områder, der i første omgang skabte
konflikt mellem ministerrådet og Kommissionen. Det var derimod landbrug.
For at afslutte landbrugsforhandlingerne indgik EU og USA en aftale
i1992, Blair House-aftalen, som hurtigt blev upopulær i den franske
regering. En tid var Kommissæren for udenrigshandel, Leon Brittan, under
hårdt pres for sin rolle i aftalen. Affæren blev et vendepunkt i
forholdet mellem Kommissionen og ministerrådet. Sidstnævnte begyndte
kort efter at rejse spørgsmålet om Kommissionens kompetence og satte lys
på de nye emner i WTO-aftalerne. Det førte til en sag ved EU-domstolen
om Kommissionens kompetence over de nye emner. Kommissionen hævdede på
sin side, at der var tale om emner, der var så nært beslægtet med
almindelige handelsemner, at Kommissionen havde samme kompetence over
dem. Men Kommissionen tabte faktisk sagen (ECJ 1/94). Domstolen
konkluderede bl.a. at hvad angår TRIPS- og GATS-aftalen var der tale om
områder med blandet kompetence, som både Fællesskabet og medlemsstaterne



	Gbg-aktionen 2001-1b Printed: tisdag 23 juli 2002 17.13.01		Page 13 of 21 Printed For: Louise
	Det høres ofte i pressen, at forhandlingerne ved regeringskonferencen om en ny EU-traktat handler om østudvidelsen, og at den handler om flere flertalsafgørelser. Kun sjældent sættes de to spørgsmål i sammenhæng. Men faktisk er de dokumenter, der ligger på forhandlingsbordet en undtagelse. Her lægges der ikke skjul på, at med flere nye medlemmer af EU må der strammes op for at sikre et "effektivt" EU. Handlingslammelse er skrækscenariet for Kommission og regeringscheferne. Hvad opstramningen på WTO-området angår, så har ministerrådets jurist udtrykt det bramfrit: "EU vil sandsynligvis blive totalt lammet, når der kommer nye medlemsstater til, hvis interesser adskiller sig endnu mere i forhold til de nuværende medlemsstaters. Det er derfor nødvendigt at fastsætte nogle retsregler for fremtiden, der er klare, enkle, gennemsigtige og effektive" (SN 2705/00). Det er da klar tale. Divergerende interesser må løses med mindre demokrati. Skal man tro dokumenter fra Kommission og ministerråd, så har de sidste mange år været en nervepirrende affære, hvor kravet om enstemmighed på en række områder har voldt store kvaler. Helt sådan ser det bestemt ikke ud udefra. EU har siden færdiggørelsen af Uruguayrunden, der førte til oprettelsen af WTO, været en drivende kraft i vedtagelsen af flere regler med henblik på at fremme nyliberal globalisering på de transnationale selskabers betingelser. Og forslaget om en ny omfattende forhandlingsrunde -Tusindårsrunden- har fra første færd været et EU-projekt. Der er derfor ingen grund til at tro på, at EU ville blive "lammet" med de eksisterende regler, "hæmmet" ville være et bedre ord. Og det er i indeværende fase ikke så dårligt. For der har da været nervepirrende stunder for Kommissionen, der har givet anledning til at skubbe kravet om at afgøre spørgsmålet om kompetence med =E9t slag. Først og fremmest led MAI-aftalen nederlag fordi blot en enkelt regering sagde klart fra -den franske. Den slags hæmning af Kommissionens ambitioner må vi byde velkommen. Slaget om MAI er til gengæld uden tvivl den centrale erfaring, der nu får Kommissionen og mange andre til at kræve orden i sagerne. Lidt historie Kommissionen og EU's kompetence over udenrigshandel er først og fremmest nedskrevet i traktatens artikel 133. Denne artikel undergik ingen forandringer i perioden fra Romtraktaten til Amsterdamtraktaten. I årtier forhandlede Kommissionen i GATT og andre steder om toldsatser på baggrund af mandater, der blev vedtaget via flertalsafgørelser. En proces, der foregik uden stor opmærksomhed og konflikter i årtier. Alle forhandlingsrunder i GATT frem til 1986 handlede om toldsatser og lå derfor soleklart inden for Kommissionens og EU's kompetenceområde. Først med Uruguayrunden kom der nye emner på bordet i GATT-forhandlingerne. Med TRIPS-aftalen om intellektuel ejendomsret, med GATS-aftalen om tjenesteydelser og med TRIMS-aftalen om investeringer, havde forhandlingerne i GATT bredt sig ud over områder, der nok var "handelsrelaterede", men som ikke var rene spørgsmål om udveksling af varer. Alligevel var det ikke disse nye områder, der i første omgang skabte konflikt mellem ministerrådet og Kommissionen. Det var derimod landbrug. For at afslutte landbrugsforhandlingerne indgik EU og USA en aftale i1992, Blair House-aftalen, som hurtigt blev upopulær i den franske regering. En tid var Kommissæren for udenrigshandel, Leon Brittan, under hårdt pres for sin rolle i aftalen. Affæren blev et vendepunkt i forholdet mellem Kommissionen og ministerrådet. Sidstnævnte begyndte kort efter at rejse spørgsmålet om Kommissionens kompetence og satte lys på de nye emner i WTO-aftalerne. Det førte til en sag ved EU-domstolen om Kommissionens kompetence over de nye emner. Kommissionen hævdede på sin side, at der var tale om emner, der var så nært beslægtet med almindelige handelsemner, at Kommissionen havde samme kompetence over dem. Men Kommissionen tabte faktisk sagen (ECJ 1/94). Domstolen konkluderede bl.a. at hvad angår TRIPS- og GATS-aftalen var der tale om områder med blandet kompetence, som både Fællesskabet og medlemsstaterne